Spilletid: Løtdag 03.08.24 kl. 19:30
Med en genre-uafhængig sangskrivning og en udtryksfuld og mangefacetteret vokal, er dansk/amerikaneren Philip Lillelund en eventyrlysten og grænseløs artist der, på uforudsigelig vis, både leverer vitaminer til hjernen, sælsomme substanser til blodbanen og rene mineraler til hjertet. Med Lillelunds personlige sangskrivning som centrum, spreder musikken sig uproblematisk fra bundærlig folk i den ene side, gennem prog-rock, henover funk og helt til melankolsk indie i den anden side.
Efter flere år med optrædener på diverse klubber og små scener i Lillelunds hjemby i Kentucky, og en ambitiøs tur tværs over USA i en van, med guitaren som eneste følgesvend, blev den kompromisløse singer/songwriter tvunget hjem til sin danske familie i 2020 pga. pandemien. Her mødte han producer & multiinstrumentalist Emil Lundbak, og i fællesskab med ham drog han ud på endnu et eventyr – denne gang var den amerikanske highway dog skiftet ud med de snørklede stier gennem toner, rytmer og udtryksformer i Lundbaks lille studie på Islands Brygge. Lillelund har en forkærlighed for det kuriøse og det sære, så det lille team skabte hurtigt en finurlig sound, som drager inspiration fra både americana, rock, electronica og diverse folkemusik traditioner. Ud af alt dette kom Phillip Lillelunds debutalbum ‘Yestermorrow’.
Lillelund optræder både, som en joker-lignende entertainer, der bevæger sig oscillerende mellem galskab og forførelse, og som en sårbar og følsom sangskriver. Det er, på én gang, både grænsesøgende og genkendeligt – og vi hører en Lillelund i en vekselvirkning mellem rablende vokaler, der bevæger sig euforiserende og dansende henover virtuose instrumentalstykker og mystiske sounddesigns - og skøn og poetisk melankoli, som træder nøgent ind i den personlige sensibilitet. ‘Yestermorrow’ fører os gennem narrativer om alt fra seksuelle eskapader, over episke oldtids fortællinger, og til en dyb og eftertænksom inderlighed.
På ‘Yestermorrow’ benytter Lillelund sig af hele paletten, og tilbage står et raffineret værk - en forlystelsespark af udtryksformer – en debut, der stimulerer alle sanser.
Web:
Facebook -
Instagram Philip Lillelund:
Philip Lillelund: Vokal, Akustisk Guitar
Emil Lundbak; Guitar
Lauge Jørn; Trommer
Simon Nyrup: Bas
Jonas Klinstrøm: Saxofon, Keyboard